Individuelt retreat på Hornsherred


12. - 21. AUGUST 2019

DJI_0046-Edit-Edit-2-1200x800.jpg

Hvad er mest værd, en forsamling af tusinder eller din egen ægte ensomhed? Frihed eller magt over en hel nation? En kort tid alene i dit værelse vil vise sig mere værdifuld end noget som helst der nogensinde kunne gives dig - Rumi

Trænger du til at lade op, få ny energi i krop og sjæl? Er det tid til at skabe en bedre forbindelse mellem dit indre og ydre liv? Er du ved et vendepunkt, hvor du skal finde det næste skridt? Måske har du brug for at gå dybere ind i dit indre liv og dine meditationer end du har mulighed for at gøre i en travl hverdag.  Dette er alt sammen gode grunde til at overveje et individuelt guidet retreat. Du bestemmer selv længden af dit retreat – er det dit første retreat anbefaler vi 3 dage. Maksimum er 10 dage.

På Okseholmene i Hornsherred har vi, Inger Mundt og Nini Leick, de sidste mange år haft retreatants en periode hver sommer. Omgivelserne er ideelle for retreat. Vi bor udenfor den lille landsby Sønderby nær Skibby. Stedet er meget naturskønt, et stort åbent område omgivet af marker og enge med køer, heste, får, harer og masser af fugle og en fantastisk udsigt over Roskilde fjord. Her er stille bortset fra enkelte landbrugsmaskiner og helikoptere. Man kan bade med udsigt til Roskilde Domkirke fra den private strand, der tilhører os og 3 andre sommerhuse. Stedet inspirerer til at vende sig indad og finde sin kilde, til at hvile og restituere sig.

Vi har selv dybtgående erfaringer med retreatprocessen, da vi de sidste 20 år selv årligt har været på individuelle retreats guidet af Aziza Scott og andre. Det er også Aziza der har uddannet os som retreat guides. Vi har begge mediteret i over 30 år.

Et spirituelt retreat er en kontemplativ oplevelse, et  brud med hverdagens daglige rutine i et antal dage med guidede meditative øvelser. Gennem et retreat bevæger man sig mod en tilstand af større fylde og væren og dybere accept af sig selv og andre. Processen er helende og styrkende for sindet, for sjælen og for kroppen.

Retreat - en oldgammel vej.

Metoden er udviklet gennem 2500 år. Allerede Sokrates beskrev det 400 år f.v.t. Menneskene har til alle tider haft svært ved at integrere deres dybeste længsel efter helhed og væren med hverdagens realiteter. Kravene fra arbejde, forholdet til andre mennesker, andres og egne kriser kan stjæle den balance og indre harmoni som alle har behov for. Man risikerer at blive desillusioneret og miste selvtilliden. Man kan blive grebet af meningsløshed og føle sig tom. Men ligesom kroppen har brug for næring og sindet for inspirerende tanker, må menneskets sjæl og ånd have næring og fornyelse. Især i svære perioder i livet har man brug for spirituel næring som fornyr en, udvider ens evne til at elske og øger ens bevidsthed. Denne næring har man til alle tider vidst at finde gennem en indre spirituel vandring og på denne livslange rejse kan perioder med individuelle retreats give en fordybelse og intensivering som kan være meget berigende.

”Træk dig fra verden og sæt dig selv fri, løsn alle de fine snore og tråde der binder dig gennem lyde, gennem tanker, gennem andres tilstedeværelse. Fysisk alenehed, ydre stilhed og sand erindring er kun et middel. Vi går ikke ind i ørkenen for at slippe væk fra mennesker, men for at finde dem; vi går ikke fra dem for ikke at have noget med dem at gøre, men for at finde ud af hvordan vi bedst kan gøre dem godt. Den sandeste alenehed er ikke noget udenfor dig selv, ikke fravær af mennesker og lyde; det er en afgrund som åbner sig midt i din egen sjæl. Denne afgrund af indre alenehed er en sult som aldrig kan tilfredsstilles af ydre ting.” Thomas Merton, kristen mystiker.

Hvordan bor man under retreatet?
De fleste bor i telt enten eget eller lånt af os. Enkelte kan bo i retreathytte evt. campingvogn. Der er udendørs varmt brusebad og toilet.

Forplejning
Retreatmaden er vegetarisk. Man forsyner sig selv i køleskabet med mad til morgenmad og frokost, der er varmtvandskoger, så man kan lave te og kogeplade til morgengrøden. Vi bringer hver aften nylavet varm mad. Hvis man er på en særlig diæt, forsøger vi at imødekomme det. Man spiser ved borde i det fri. 


Meditationerne
Et retreat varer som nævnt fra 3-10 dage og antallet af dage aftales i forvejen. Man mødes enten morgen eller aften med sin retreatguide, som mediterer lidt med en og derefter gennemgår dagens øvelser. Resten af dagen er man alene i tavshed, mediterer på sit udvalgte meditationssted i naturen eller i sit telt. Man kan gå meditative ture, skrive i sin dagbog eller hvile sig. Om aftenen er der ofte vidunderlige solnedgange.

Praktiske forhold
Retreatperioden er 12.-21. August 2019. Man ankommer mellem 17 og 19 dagen før retreatet starter, så man kan komme på plads i sit bosted,  evt. få et let aftensmåltid og indstille sin sjæl på retreatet. Retreatet slutter kl. ca. 17 den sidste dag. Det koster 450.-kr pr dag. Det koster yderligere kr. 100.- pr. dag at bo i retreathytte og kr. 50.- pr. dag for stort telt. Små telte er gratis. Når du har truffet aftale med os om retreat, sender du enten depositum kr. 450.- eller hele beløbet til Nini Leick, regnr.1551 konto.6721133, dermed sikrer du din plads. Ved framelding inden 15. juli tilbagebetales depositum med kr. 350.- Resten af beløbet indbetales før ankomsten eller medbringes.

Før retreatet starter sender vi oplysninger om transport, liste over nyttige ting at medbringe og andre praktiske forhold. Man kan enten ankomme i egen bil eller med S-tog til Frederiksund og derfra bus til Sønderby, hvor vi afhenter i bil.

Vil du vide mere?

Ring: Nini Leick 26 97 93 68 & Inger Mundt 93 97 17 77

 

 

Klik her hvis du er interesseret i at høre mere om vores
anden retreat til Lumsås